Torsdag d. 18. juni var der fællesroning i Rødvig arrangeret af Rødvig Roklub og Roklubben Stevns .
Jeg havde tøvet med at melde mig til pga. tvivl om egne evner på distancen (13 km) - og som kanin i år og det, at jeg aldrig har deltaget i et sådant arrangement før.
Vi talte om det på morgenholdet onsdag - og et venligt medlem - Bjarne Winther tilbød mig sin plads.
Og 1000 tak for det Bjarne. Det var en utrolig flot tur langs med klinten med vendepunkt Højerup Kirke - og hvilket skue!
Vejret var som bestilt og da man kan gå ganske tæt på kysten, var det en overvældende smuk oplevelse. Jeg havde desværre ikke medbragt mobil - så der er ingen billeder fra dagen.
Dog har jeg sejlet der før, i motorbåd og lægger billeder derfra op.
Arrangementet var meget velordnet - alle var skrevet op til en båd. Jeg selv var i en firer sammen med 2 fra Vordingborg, en fra Viking og en lokal fra Stevns Roklub.
Da vi kom ind igen, var der sandwich og drikkelse til alle - og man fik en dejlig snak med nye bekendte og en god afslutning på dagen.
Udover jeg selv var Bente Pedersen med fra Præstø.
Jeg kan kun anbefale at man også som nyfrigivet melder sig til sådant et arrangement - spørg evt. I klubben om andre skal med - det er hyggeligt.
Vel roet.
Tine Besser
Her et billede fra 2021
