Præstø Roklub deltager i Fjord stafetten. Læs pressemeddellelse nedenfor.
Vil du deltage som repræsentant fra roklubben, skal du tilmelde dig på aktivitets kalenderen.
Danmarks Naturfredningsforening (DN) har lige nu en stafet på vej gennem danske fjorde med kurs mod Christiansborg (https://www.30fjorde30dage.dk ). Stafetten rejser fra fjord til fjord for at gøre opmærksom på den utrolige dårlige miljøtilstand, der er i flere af de danske fjorde, som følge af voldsomme iltsvind og dermed tab af biodiversitet.
I september er stafetten i Vordingborg Kommune, hvor den kommer forbi Avnø Fjord, Fanefjord og Præstø Fjord. DN’s lokalafdeling i Vordingborg har valgt den 17. september kort at besøge Avnø Fjord og Fanefjord, for at gøre mere ud af Præstø Fjord torsdag den 19. september. Præstø Fjord er sidste fjord inden stafetten bringes videre til Christiansborg den 20. september, hvor den overbringes til Miljøminister Magnus Heunicke.
I Præstø Havn kommer Havfruebilen med stafetten kl. 10. Vi mødes i den østlige ende ved stranden. Her vil det fra kl. 10.00 være muligt at mødes med aktive fra områdets foreninger med tilknytning til fjorden. Du kan blandt andet møde lokale fiskere, der har levende fisk og udstilling med og de vil fortælle om livet i fjorden. Du kan også få en snak med kommunens vandløbsmedarbejder.
DN har en udstilling med informationstavler om livet i havet og iltsvindets betydning i vores fjorde. Der vil være forskelligt informationsmateriale til at tage med hjem. Skolebørn fra Præstøs skoler kommer og undersøger livet i det lave vand sammen med deres lærere og naturvejleder Thomas Neumann fra DN.
Borgmester Mikael Smed holder tale kl. 12.30, om hvad kommunen gør for at forbedre tilstanden i de lokale fjorde. Borgmesteren giver stafetten videre til nogle børn, som vader ud i vandet, hvor de giver den til nogle svømmere, der svømmer stafetten ud til en på paddleboard, derefter kommer stafetten til en i kajak, så en i jolle, dernæst en i båd fra roklubben og til sidst til en i sejlbåd ude i sejlrenden.Så drømmer vi om et flot syn, når alle de forskellige både og svømmerne tager et sving ud om nogle bøjer i fjorden og derefter vender tilbage igen.
Alle er velkommen!
Deltagende foreninger og skoler:
Havfrue, design og skaber, Pia Thaulov
Bøgestrømmen/Præstø Fjord Amatørfiskerforening
Danmarks Sportsfiskerforbund
Præstø Skole
Præstø Privatskole
Præstø Sport-svømning
Præstø Fjordsvømmere
Præstø Kajak og Padleklub
Sejlcenter Præstø
Præstø Roklub
Præstø Bådejerklub
Præstø Sejlklub
Vordingborg Kommune
Præstø Havn
Danmarks Naturfredningsforening